WooCommerce Coupon – Oprettelse Af WooCommerce Rabatkoder

Salgsskilt med WooCommerce Coupon og rabatkode

Har du en WooCommerce shop, eller hjælper du en kunde med deres webshop, som gerne vil have lavet nogle rabatkoder i WooCommerce, som de kan bruge i deres markedsføring, kan du med denne guide nemt og hurtigt få oprettet én eller flere coupons.

Rent faktisk behøves du ikke at installere yderligere plugins, bruge et bestemt tema eller andet – Funktionaliteten med rabatkoder i WooCommerce er nemlig indbygget, og er faktisk utrolig nem at benytte sig af, når man først lige har fundet ud af hvor man skal klikke sig hen.

Rabatkoder i WooCommerce kan både bruges til hvis du vil sælge gavekort, eller hvis du vil promovere din shop med et godt tilbud. Det er muligt at lave meget simple rabatkoder, men også mere avancerede, så du både kan tilbyde rabat på bestemte produkter eller hele summen der er i indkøbskurven.

Sådan opretter du rabatkoder i WooCommerce

  1. Gå til WooCommerce -> Kuponer
  2. Tryk på ‘Tilføj kupon’
  3. I feltet hvor der står ‘Kuponkode’ skriver du hvad selve rabatkoden skal kaldes – ’20PROCENT’, ‘BLACKFRIDAY’, ‘FØDSELSDAG’ eller lign. Nedenunder kan du tilføje en beskrivelse, hvilket kan være smart hvis du tænker at lave mange rabatkoder i WooCommerce, da du kan se beskrivelsen af rabatkoden i oversigten ved ‘Kuponer’.
  4. Ved rabat-type kan du vælge mellem fire forskellige valgmuligheder
    1. Kurv rabat – Her kan du bestemme et kontant beløb man kan spare på den samlede pris, af de produkter der er i indkøbskurven.
    2. Indkøbskurv % rabat – Her kan du bestemme en procentdel man kan spare på den samlede pris, af de produkter der i indkøbskurven.
    3. Produktrabat – Her kan du bestemme et kontant beløb man kan spare, på et bestemt produkt du har til salg.
    4. Produkt % rabat – Her kan du bestemme en procent-del man kan spare på et bestemt produkt du har til salg.
  5. Tryk på ‘Udgiv’, og du har nu styr på basis rabatkoder i WooCommerce!

Avancerede funktioner til WooCommerce rabatkoder

Tillad fri fragt – Her kan du vælge at brugeren kan få fri fragt med rabatkoden. Du kan eksempelvis også lave rabatkoder i WooCommerce som “kun” giver fri fragt og ikke besparelse på indkøbskurven eller et bestemt produkt.

Kupon udløbs dato – Hvis du ikke sætter en dato i dette felt, vil din rabatkode fungere indtil du manuelt sletter den. Er din rabatkode en del af en kampagne I kører, vil det være en god idé at sætte en udløbsdato – Også for at sikre sig at det ikke “løber løbsk”.

Minimumsordrebeløb– Hvis du vil sikre dig at kunden køber for et bestemt beløb før rabatkoden er gyldig, kan beløbet indtastet her. Har du produkter der koster under 100 kr., og samtidig en rabatkode der giver 100 kr. i rabat, kan det eksempelvis være en god idé at sætte et minimumsordrebeløb.

Maximum spend (Maksimumsordrebeløb)– Denne funktion er stik modsat ‘Minimumsordrebeløb’. Hvis du gerne vil sætte et max for hvor dyrt et produkt eller beløbet i indkøbskurven må være, før en rabatkode med % gælder, kan du indtaste det her.

Kun individuelt brug– Hvis du vil være sikker på, at rabatkoden ikke skal kunne bruges sammen med flere kuponer, bør du sætte sætte et flueben i denne boks. Det er selvfølgelig helt op til hver især, om man ønsker at bruge denne funktion, men mange webshops bruger denne funktion, hvis det er en “offentlig rabatkode”, som bliver brugt i markedsføringen, så man ikke lige pludselig kan mixe alverdens rabatkoder i WooCommerce sammen.

Udeluk salgsprodukter– Denne funktion gør, at du kan lave en rabatkode der ikke gælder produkter der er på tilbud.

Produkter – Skal din rabatkode kun kunne bruges på nogle bestemte produkter? Søg efter produkterne og vælg dem.

Ekskluder produkter– Hvis du har nogen bestemte produkter, som du ikke ønsker rabatkoden skal fungere til, kan du indtaste produkterne her.

Produktkategorier– Skal rabatkoden kun gælde for en bestemt produktkategori kan du indtaste den her. Har du en webshop med tøj, og vil gerne have ryddet ud i sokker, kan du eksempelvis lave en fordelagtig rabatkode, og sætte den til kun at fungere på sokker.

Ekskluder kategorier– Har I nogen produktkategorier I ikke er interesseret i at have rabat på, kan det vælges her.

E-mail restriktioner– Hvis rabatkoden kun skal gælde en bestemt person (personens e-mail) kan det vælges her. Hvis man har lavet en rabatkode til én person, som man ikke er interesseret i at kunne fungere til alle mulige andre, vil denne funktion være smart.

Brugs antal pr kupon– Det kan hurtigt løbe løbsk hvis man har en god rabatkode på sin webshop, men med denne funktion kan du sætte et max for hvor mange gange rabatkoden kan benyttes – Er det et gavekort skal denne selvfølgelig sættes til ‘1’.

Begræns brug til X produkter– Har du lavet en rabatkode der gælder til indkøbskurven, kan du med denne funktion vælge at der max må være et bestemt antal produkter i kurven, før den fungerer – Denne funktion er mest lavet til % rabat på kurven.

Brugsgrænse per bruger– Hvis du rabatkoden må bruges af den samme bruger flere gange, lader du bare feltet stå tomt, men hvis du gerne vil sætte et max for hvor mange gange en enkelt bruger kan benytte koden, sætter du antallet ind i denne boks.

Guides til unikke rabatkode-typer

Af og til har man et ønske om at lave mere avancerede rabatkode-setups, og her kan standardfunktionerne af og til være mangelfulde. Herunder finder du guides til mere unikke rabatkodeopsætninger.

Startdato på rabatkode

Det er desværre ikke muligt at lave en startdato på en rabatkode. Det kunne være ideelt til større kampagner, så man nemmere vil kunne planlægge processen, men det er desværre ikke en mulighed.

3 for 2’s pris – billigste produkt gratis

Det klassiske supermarked-tilbud er ikke en standard funktion i WooCommerce. Dog har Lucian Florian lavet en god guide til netop dette, som du finder her.

Gratis gave bliver automatisk tilføjet til kurv

Den nemme måde at klare dette er, at lave en rabatkode med 100 % rabat på et bestemt produkt, men dette hjælper desværre ikke med at få tilføjet produktet til kurven automatisk. Dog findes der et plugin til dette.

Automatisk rabatkode som kun nye kunder kan bruge

Netflix, Spotify og Mofibo har alle gratis prøveperioder – det er en nem måde at få folk til at prøve sine produkter af. I samme stil, kan det være en god idé at tilbyde en unik rabat til de potentielle kunder, som ikke har handlet hos dig før.

Dette er ikke en funktion der er mulig i WooCommerce som standard, men igen finder der heldigvis et godt plugin som kan afhjælpe denne udfordring – det koster desværre lidt.


Hvis du har flere spørgsmål til rabatkoder i WooCommerce er du meget velkommen til at skrive en kommentar nedenunder, og så vil jeg hjælpe så hurtigt som muligt. Har du derimod mere generelle spørgsmål til WooCommerce vil jeg anbefale dig at læse ‘Opsætning af WooCommerce‘. Har du fået styr på rabatkoder efter du har læst dette indlæg, må du meget gerne dele indlægget, så webshop-ejere i dit netværk også kan komme igang med det!

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (2 votes, average: 5,00 out of 5)
Loading...

2 thoughts on WooCommerce Coupon – Oprettelse Af WooCommerce Rabatkoder

  1. Tak for din gennemgang af rabatkoder i WooCommerce. Jeg har et par spørgsmål som du sikkert kan hjælpe med.

    Du skriver at man kan angive en rabatkodes udløbs dato, men kan man også angive kodens startdato?
    Supporter WooCommerce funktionen: Få 3 for 2 med rabatkode (billigste gratis)?
    Kan aktivering af rabatkode i WooCommerce udløse en gratis gave (som automatisk tilføjes i kurven)?
    Og endeligt. Kan man i WooCommerce indstille så at en rabatkode kun gælder for nye kunder?

    1. Mange tak!

      Jeg har prøvet at svare på dine forskellige forespørgsler direkte i indlægget, nederst.

      Håber det besvarer dine spørgsmål, selvom det desværre ikke er funktioner der er direkte indbygget i WooCommerce.

Skriv et svar